Oversigt over de forskellige måder hvorpå konditallet kan måles.
En persons kondition bestemmes af evnen til at optage og omsætte ilt under maksimalt fysisk arbejde. Denne værdi, som kan måles i et laboratorium, kaldes den maksimale iltoptagelse (VO2max) og angives i liter pr. minut.
Normalt beskrives en persons relative kondition dog ved konditionstallet, som er den maksimale iltoptagelse divideret med kropsvægten. Enheden for konditionstallet er milliliter ilt pr. minut pr. kg kropsvægt (ml·min-1·kg-1).
Når den maksimale iltoptagelse normaliseres med kropsvægten, gøres det for bedre at kunne sammenligne personer af forskellig størrelse. Senere har man dog, via dimensionsbetragtninger og empiriske målinger, fundet ud af, at en mere præcis normalisering opnås ved at dividere iltoptagelsen med kropsvægten opløftet i potensen 0,73 (1). Denne optimerede beregning har dog endnu ikke vundet væsentlig udbredelse som referenceværdi sammenlignet med den gængse beregning af konditionstallet.
Betydningen af vægtændringer
Det er vigtigt at bemærke, at konditionstallet påvirkes af ændringer i både kredsløbskapacitet og kropsvægt. Ved konditionstestning er det derfor god praksis altid at notere både konditionstallet og den absolutte maksimale iltoptagelse.
Konditionstallet er det primære mål for personens aktuelle konditionsstatus i forhold til andre, hvorimod den absolutte maksimale iltoptagelse er et bedre parameter, når fysiologiske ændringer i konditionen skal beskrives over tid.
Direkte vs. indirekte målemetoder
I laboratoriet måles den maksimale iltoptagelse direkte ved at analysere udåndingsluftens O2- og CO2-koncentration samt lungeventilationen under maksimalt arbejde.
Denne metode er sjældent praktisk anvendelig ved testning af større befolkningsgrupper, hvorfor en række indirekte målemetoder er udviklet. Ved "indirekte" forstås, at iltoptagelsen estimeres ud fra måling af f.eks. arbejdsbelastning frem for en direkte gasanalyse.
Maksimale tests (Cykel og Løb)
Generelt opnås det mest præcise estimat af den maksimale iltoptagelse ved en maksimal test, som f.eks. Watt-max testen på cykel (2). Her arbejdes der med en gradvis stigende belastning indtil udmattelse. Da der kun er små individuelle forskelle i nyttevirkning ved cykling på ergometercykel, kan slutbelastningen (Watt) relativt pålideligt omsættes til et kondital via en formel.
Der findes også indirekte maksimale løbetests, såsom Cooper-testen (3) og Bruce-protokollen (4). Coopertesten måler den maksimale distance, der kan tilbagelægges på 12 minutter, mens Bruce-protokollen følger et specifikt forløb af hastigheds- og hældningsændringer på et løbebånd.
Da løbeøkonomien varierer betydeligt fra person til person (forskellige krav til iltoptagelse ved en given hastighed), vil en indirekte maksimal løbetest oftest være mere usikker end en cykeltest. Undtagelsen er tilfælde, hvor testpersonen er begrænset i at udføre maksimalt arbejde på cykel, men ikke under løb.
Submaksimale tests (Puls-måling)
En af de mest anvendte metoder er måling af hjertefrekvensen (pulsen) ved submaksimalt arbejde på et cykelergometer. I Skandinavien anvendes især Åstrand-testen (1-punkts test) (5) eller to-punkts testen.
Den væsentligste fejlkilde ved disse tests er, at den maksimale hjertefrekvens (max-puls) ikke måles, men estimeres ud fra alder. Da max-pulsen er en afgørende parameter for estimeringen af den maksimale arbejdskapacitet, er begge tests underlagt usikkerheden ved aldersbestemt max-puls.
Selvom to-punkts testen er mere krævende at udføre, er den ikke nødvendigvis væsentligt mere præcis end Åstrand-testen. Udført omhyggeligt er begge tests velegnede til at måle ændringer over tid (forbedringer), men de er relativt upålidelige til at fastslå et individs præcise, absolutte konditionstal.
Konklusion
Det centrale spørgsmål ved valg af konditionstest er, om resultatet skal bruges til at fastslå et præcist konditionstal, eller om målingerne skal bruges til at følge udviklingen i konditionen.
Som udgangspunkt vil en maksimal test være mest præcis. Hvis dette ikke er praktisk muligt, må man vurdere, hvilke typer usikkerhed der kan accepteres ved valg af en submaksimal test.
Referencer
- 1. Bergh et al. The relationship between body mass and oxygen uptake during running in humans. Med Sci Sports Exerc. 1991 Feb;23(2):205-11.
- 2. Andersen LB. A maximal cycle exercise protocol to predict maximal oxygen uptake. Scand J Med Sci Sports 1995 Jun;5(3):143-6.
- 3. Cooper KH. Correlation between field and treadmill testing as a means of assessing maximal oxygen intake. JAMA. 1968 Jan 15;203(3):201-4.
- 4. ACSM's Guidelines for exercise testing and prescription. Seventh edition. pp 99-100.
- 5. Åstrand & Rodahl. Textbook of work physiology. 3rd ed. McGraw Hill 1986. pp 363-384.